Hvorfor?
For nogle år siden faldt jeg over nogle bøger, som var skrevet og tegnet af en amerikansk grafiker.
Bøgerne var en slags “graphic novels”, den ene om en danserinde, den anden om madame Curie. Coffetable-agtigt store, tykke billedbøger.
En “Graphic novel” kan vel ellers bedst beskrives som en litterær voksentegneserie, der ikke holder sig strengt til tegneseriemediets konventioner om form og længde.
Men disse bøger var anderledes end de graphic novels jeg hidtil havde læst. De var for det første ikke “novels"/romaner, men biografier. Og visuelt adskilte de sig fra de fleste andre tegneserier og graphic novels, fordi siderne ikke bestod af striber og rammer, men havde kun en enkelt tegning på hver side eller hvert opslag, ligesom de fleste billedbøger for børn har.
Jeg syntes det var nogle fantastiske bøger. Den nye form, som måske bedst kan betegnes som en “Graphic bio”, virkede naturlig og indlysende, selvom jeg, da jeg tænkte efter, faktisk ikke kunne komme i tanke om et eneste dansk eksemplar i genren. Og jo mere jeg tænkte over det, jo mærkeligere forekom det mig: Voksne mennesker forbruger jo en stor mængde visuelle indtryk. Masser af bøger er fulde af billeder: kunstbøger, kogebøger og arkitekturbøger. Voksne mennesker går på udstilling, i biografen, ser fjernsyn, læser blade og aviser. Men bortset fra de deciderede voksentegneserier og en enkel tegning hist og her i avisen eller fagbladet, er der ikke mange tegnede illustrationer for voksne, for der findes kun ganske få tegnede billedbøger for voksne. Og da nærmest ingen nogen non-fiction billedbøger for voksne. Jeg besluttede, at netop sådan en bog ville jeg prøve at skabe.
Hvem?
Men hvem skulle min bog handle om? Jeg syntes min hovedperson skulle være en dansk kvinde. Der er i forvejen er fortalt mange historier om mænd, og mange spændende ubeskrevne kvinder at tage fat på. Denne kvindes liv måtte gerne i et eller andet omfang gerne reflektere udviklingen i kvinders kamp for ligestilling, og så skulle der være noget visuelt appeal i hende og hendes liv – hun måtte gerne være fotogen (og ikke mindst: “tegn-ogen”). Jeg var i mine overvejelser omkring forbi flere kvinder fra begyndelsen af det 20. århundrede fx Asta Nielsen og Agnes Henningsen, men de føltes lidt for fjerne. Så kiggede jeg på nogle af de kvinder der var unge i krigsårene, fx Tove Ditlevsen, men hende var der allerede skrevet så meget om. Men der var også Tove Ditlevsens veninde Ester Nagel, som også var forfatter og gift med Halfdan Rasmussen, og var der ikke noget med at de havde en datter, der blev skuespiller? Det var ad den snørklede vej, jeg fandt frem til Iben. Og da jeg først havde fundet hende, føltes det helt rigtigt. I sommeren 2012 skrev jeg til hende, forklarede min idé – og ventede nervøst på svar. Da der endelig lå en venlig svarmail om, at hun hun gerne ville lægge person til sådan en bog, blev jeg så glad, at jeg, som et lille barn der har fået en stor gave, stod og hoppede op og ned ved siden af computeren – helt for mig selv.
Hvordan og hvornår?
Et halvt års tid senere havde jeg fået skrevet en synopsis og tegnet og layoutet nogle prøvesider, som jeg fik bogen antaget på hos forlaget. Fra da af gik der to år til bogen var færdig. Den var tidskrævende og kompliceret at arbejde med. Også sjovt, for jeg skulle på mange måder opfinde den dybe tallerken. Ikke alene havde jeg ikke før lavet sådan en bog: det var der i det hele taget ikke mange der havde, så der fandtes kun få eksempler at tage ved lære af. Hvordan griber man overhovedet sådan en arbejdsproces an: Skal man skrive først, tegne først eller begge dele, og hvor langt skal man være i sin research, før man begynder at sætte billeder til? Kommer storyboard før manus, eller følges de ad? Og hvordan skriver man manuskript til en graphic bio? Hvor meget tekst skal der være på siderne, så opslagene kommer til at fungere som harmoniske helheder? Hvordan kan man kombinere tegninger og fotos, så det fungerer godt, og vil man genkende karaktererne fra tegningerne til fotos? Jeg eksperimenterede mig frem undervejs, og af kartotekskort, gule sedler, skitser, worddokumenter, snapshots, noter, fotokopier, interviewudskrifter, udklip, en grundig tidslinje og mange hurtige notater på tilfældige sider notesbøger, opstod langsomt en samlet historie af ord og billeder. Det var en mærkelig dag, da jeg i begyndelsen af 2015 havde sendt hele molevitten afsted til tryk og der pludselig ikke rigtig var mere at slibe af, lægge til, forbedre eller fortryde.
én ting er abslout nødvendig for at kunne skabe en graphic bio ...
... kaffe!